Skriftmodernismen skal ses i forhold til måden forfattere her udtrykker sig på. Den skriftlige formidling udvikler sig her til mere end blot vejen til at formidle indhold, den bliver i høj grad afspejlende. Proces- eller skriftmodernisme skal forstås som et sammensat projekt der lader det at skrive glide sammen med det der ønskes udtrykt så at det skriftlige i høj grad bliver det der ønskes udtrykt. Det centrale er måden dette gøres på. Det vil sige at formaliet og det skriftlige bliver det centrale at udtrykke. Dog må denne type modernisme ikke forveksles med systemdigtning. Skriftmodernismen opstiller ingen regler for digtningen, men søger blot at lade det digtende jeg/de digtende jeg'er glide sammen med det at skrive og på den måde danne et subjektivt udtryk gennem det skrevne. Skriftsproget bliver hermed et formsprog der får til opgave at udtrykke mennesket i forhold til den verden det lever i (desuden et generelt træk for modernisme) subjektivt i forhold til den digtende instans. Skriftmodernismen er kendetegnet af et uhøjtideligt og legende sprog/formalia som skal forstås som et "virkemiddel" fra det digtende jeg/de digtende jeg'er.
En af de mest centrale forfattere at nævne her er Dan Turèll.
Dan Turèll (19.3.1946-15.10.1993) vokser op i Vangede, en lille forstad til København, som den ældste af fem søskende samt faderen Helmuth Turèll-Jensen og moderen Inge Turèll-Jensen. Dan Turèll har arbejdet med mange og meget forskellige jobs. Blandt andet: mælkemand, journalist, vinduespusser, jord- og betonarbejder, disc-jockey og korrektulæser. Hans første job som skribent var som jazzanmelder. Dan Turèll elskede byen. Han elskede at gå rundt i storbyen og opsnuse alle de små historier der gemte sig ude i krogene. Denne kærlighed til storbyen, dens larm og liv går også igen i meget af hans digtning og anden skribentvirksomhed. Han talte som "hans Vesterbro", et småromantisk billede af det vesterbro han forestillede sig. Han var desuden en offentlig kendt man. Utraditionel klædt med sort neglelak, skaldet, sort hat og anden avantgarde påklædning som ikke var normalt eller specielt velset i start 1970'erne hvor det lange hår var populært. Heller ikke i forhold til sin virksomhed som skribent ønskede han at være særlig højtidelig hvilket betød en masse skriftlig leg og ordspil. Dan Turèll bryder igennem med Vangede billeder som er en fortælling om minderne fra barndommen i Vangede og om det miljø han vokser op i. Dan Turèll arbejdede meget med billederne af hans by og det der kendetegnede denne. Alle de små historier han opsøgte - det smukke i hans by. Dete er blandt andet tilfældet med digtet: "en sidste tur gennem Byen fra digtsamlingen Storbyblues (1977)
En sidste tur gennem byen
Generelt om Dan Turèlls digte kan det siges at den i høj grad handler om det der sker inde i hovedet på ham og ofte med en pålagt vinkel i forhold til hvad han kunne eller gerne ville gøre. Han mente at sproget var et instrument, altså et værktøj til at sprede den følelse han havde.
Dette var hvad der ville komme til at være kendetegnende for hans rent skriftlige atypiskhed. Disse forhold er godt repræsenterede i hans digt : "En sidste tur gennem byen" fra Storby blues 1971.
Hans atypiske, alternative og personlige sprogbrug illustreres, allerede ved første øjekast, ved at mange af versene begynder med "og..." han bruger dermed sproget til at illustrere hvad han gerne vil gøre på hans sidste tur gennem sin sin by, altså de indtryk af København som han giver os gennem digtet. Digtets komposition er rodet som en tankestrøm af impulsiv karakter. Der forekommer ikke rim i digtet, og rent strofisk forekommer der heller ingen reel struktur/symetri. At skriftmodernismen ingen regler for digtningen sætter op, illustreres altså meget vel i dette digt.
Dan Turèll illustrerer gennem digtet hvordan han som digtets jeg tager sproget i brug som det instrument han så det som - det virkemiddel han kunne forme i præcise formationer ud fra sine følelser og tanker. Dette bidrager også til den intensitet som digtets jeg tillæger handlingen. Dan Turèll elskede byen og alle dens instanser og den måde hvorpå han remser op af de ting han gerne vil nå på denne sidste tur, den måde han gennem sproget skaber subjektive sanseindtryk som vi får del i, viser hvordan han lader det han ønsker udtryk blive udtrykt gennem en alternativ, sjov og legende sprogbrug som hele tiden føre os hastigt videre, men lader os opfange de vigtige detaljer, både på grund af den fart han inddæmmer i sproget, men også gennem alle de mange sanseindtryk som guider os rundt i hans København:
"jeg vil gå ind over Hovedbanegården
jeg vil passere den i gråt lys og den vil være lettere sløret
den vil som altid ligne en gammel tårestribet film
den vil skære i hjertet som den altid gør
de sædvanlige sprittere vil side der og vente på ingenting
de unge blaffere vil stå der med deres rygsække og deres mælkekartoner"
Det er den synsvinkel digtets jeg har som vises. Vi ser det digtets jeg beskriver, og forstår at det er præcis dette han elsker ved Hovedbanegården. Dens råhed og dens sædvanlige elementer som sprittere og blaffere.
Den fascination som digtets jeg har overfor København skal forstås som, og vises ved, den måde disse elementer beskrives på. Og sproget benyttes til at beskrive den følelse det vækker i digtets jeg når dette går gennem byen. Den måde sproget formes på som virkemiddel bliver altså det billede vi får af den by som er en fryd for det subjekt som digtets jeg er.
Dette var hvad der ville komme til at være kendetegnende for hans rent skriftlige atypiskhed. Disse forhold er godt repræsenterede i hans digt : "En sidste tur gennem byen" fra Storby blues 1971.
Hans atypiske, alternative og personlige sprogbrug illustreres, allerede ved første øjekast, ved at mange af versene begynder med "og..." han bruger dermed sproget til at illustrere hvad han gerne vil gøre på hans sidste tur gennem sin sin by, altså de indtryk af København som han giver os gennem digtet. Digtets komposition er rodet som en tankestrøm af impulsiv karakter. Der forekommer ikke rim i digtet, og rent strofisk forekommer der heller ingen reel struktur/symetri. At skriftmodernismen ingen regler for digtningen sætter op, illustreres altså meget vel i dette digt.
Dan Turèll illustrerer gennem digtet hvordan han som digtets jeg tager sproget i brug som det instrument han så det som - det virkemiddel han kunne forme i præcise formationer ud fra sine følelser og tanker. Dette bidrager også til den intensitet som digtets jeg tillæger handlingen. Dan Turèll elskede byen og alle dens instanser og den måde hvorpå han remser op af de ting han gerne vil nå på denne sidste tur, den måde han gennem sproget skaber subjektive sanseindtryk som vi får del i, viser hvordan han lader det han ønsker udtryk blive udtrykt gennem en alternativ, sjov og legende sprogbrug som hele tiden føre os hastigt videre, men lader os opfange de vigtige detaljer, både på grund af den fart han inddæmmer i sproget, men også gennem alle de mange sanseindtryk som guider os rundt i hans København:
"jeg vil gå ind over Hovedbanegården
jeg vil passere den i gråt lys og den vil være lettere sløret
den vil som altid ligne en gammel tårestribet film
den vil skære i hjertet som den altid gør
de sædvanlige sprittere vil side der og vente på ingenting
de unge blaffere vil stå der med deres rygsække og deres mælkekartoner"
Det er den synsvinkel digtets jeg har som vises. Vi ser det digtets jeg beskriver, og forstår at det er præcis dette han elsker ved Hovedbanegården. Dens råhed og dens sædvanlige elementer som sprittere og blaffere.
Den fascination som digtets jeg har overfor København skal forstås som, og vises ved, den måde disse elementer beskrives på. Og sproget benyttes til at beskrive den følelse det vækker i digtets jeg når dette går gennem byen. Den måde sproget formes på som virkemiddel bliver altså det billede vi får af den by som er en fryd for det subjekt som digtets jeg er.
