Sidegademodernismen

”Nu kan jeg flyve”

80’ernes digtere satte sig i opposition til alt, bortset fra fortidens rebelske kunst. Digterne var imod den politiserede kunst. Navnet til modernismen kom fra et blad der hed Sidegaden. Bladet kom med kritik af det materialistiske samfund. Digterstilen var vrængende, ironisk og patetisk.

Michael Strunge

Michael Strunge blev født i 1958 i Hvidovre. Han var en af 80’ernes største lyrikere og hentede inspiration fra punkmiljøet. Han havde et nedladende syn på den almene dansker og skrev ofte i en rå og negativ tone.  Nogle af temaerne i hans digte var; død, afmagt, storbyens fremmedgørelse og selvudslettelse - grundlæggende poetiserede han over livet med en meget desperat og intens tone. Strunge vekslede dog mellem digte med en aggressiv og samfundskritisk konfrontation, og digte, som omhandlede kærlighedsdrømme.

I det hele taget satte han sig dog meget imod samfundet og dets kontrol. Han stavede ”kontrol” bagfra og fik ”nok lort”.  Han nåede at skrive i alt 11 digtsamlinger, inden han som 27-årig begik selvmord ved at springe ud af et vindue. Det sidste han sagde, inden han sprang, var: ”Nu kan jeg flyve”, dette sagde han til sin kæreste, Cecilie Brask.

»Knuser uret
med mine tanker
- jeg lever kun
med livets hastighed

Skifter hurtigt
til en ny forklædning
- jeg behøver forandringer
med livets hastighed

Danner kontrast
behøver ingen camouflage
- død og træt af
ikke at være mig selv

Skifter farve
anarkistisk kamæleon
- kaster masken
ændrer leveform

Mit sind
gror ud af mit hoved
- skifter sind
efter at have været død

Endelig
det lader til at jeg ved nu
- at jeg ikke har
et uforgængeligt selv

Hvem ved
ved hvad ens selv er lig?
- jeg er ligeglad
skaber selv mit selv

Skifter fart
jeg har brug for fartskift
- jeg ændrer mit liv
før det ændrer mig«

(Titeldigtet fra samlingen Livets Hastighed, 1978)

Temaet i dette digt er gennemgående identitet. Han kritiserer den hastighed livet foregår i og vil leve livet præcis, som han selv ønsker det - ikke som andre ønsker det, eller som samfundets normer siger, at han skal. Han ønsker at være sig selv, men har ind til videre ikke kunnet være det, fordi det står i kontrast til, hvad normerne siger. Men nu – med dette digt – smider han altså ”masken” og skifter farve (som en kamæleon). Han vil være sig selv og vise sit sande jeg. Fortiden betegner han som en tid, hvor han har været død, fordi det ikke har været hans rigtige ”jeg”, han har vist. Det hele kommer af at han er bange for at det liv han tidligere har levet, har været ved at overtage for det liv han egentlig vil leve.