Skriftmodernisme

Skriftmodernismen skal ses i forhold til måden forfattere her udtrykker sig på. Den skriftlige formidling udvikler sig her til mere end blot vejen til at formidle indhold, den bliver i høj grad afspejlende. Proces- eller skriftmodernisme skal forstås som et sammensat projekt der lader det at skrive glide sammen med det der ønskes udtrykt så at det skriftlige i høj grad bliver det der ønskes udtrykt. Det centrale er måden dette gøres på. Det vil sige at formaliet og det skriftlige bliver det centrale at udtrykke. Dog må denne type modernisme ikke forveksles med systemdigtning. Skriftmodernismen opstiller ingen regler for digtningen, men søger blot at lade det digtende jeg/de digtende jeg'er glide sammen med det at skrive og på den måde danne et subjektivt udtryk gennem det skrevne. Skriftsproget bliver hermed et formsprog der får til opgave at udtrykke mennesket i forhold til den verden det lever i (desuden et generelt træk for modernisme) subjektivt i forhold til den digtende instans. Skriftmodernismen er kendetegnet af et uhøjtideligt og legende sprog/formalia som skal forstås som et "virkemiddel" fra det digtende jeg/de digtende jeg'er.  

En af de mest centrale forfattere at nævne her er Dan Turèll. 

Dan Turèll (19.3.1946-15.10.1993) vokser op i Vangede, en lille forstad til København, som den ældste af fem søskende samt faderen Helmuth Turèll-Jensen og moderen Inge Turèll-Jensen. Dan Turèll har arbejdet med mange og meget forskellige jobs. Blandt andet: mælkemand, journalist, vinduespusser, jord- og betonarbejder, disc-jockey og korrektulæser. Hans første job som skribent var som jazzanmelder. Dan Turèll elskede byen. Han elskede at gå rundt i storbyen og opsnuse alle de små historier der gemte sig ude i krogene. Denne kærlighed til storbyen, dens larm og liv går også igen i meget af hans digtning og anden skribentvirksomhed. Han talte som "hans Vesterbro", et småromantisk billede af det vesterbro han forestillede sig. Han var desuden en offentlig kendt man. Utraditionel klædt med sort neglelak, skaldet, sort hat og anden avantgarde påklædning som ikke var normalt eller specielt velset i start 1970'erne hvor det lange hår var populært. Heller ikke i forhold til sin virksomhed som skribent ønskede han at være særlig højtidelig hvilket betød en masse skriftlig leg og ordspil.  Dan Turèll bryder igennem med Vangede billeder som er en fortælling om minderne fra barndommen i Vangede og om det miljø han vokser op i. Dan Turèll arbejdede meget med billederne af hans by og det der kendetegnede denne. Alle de små historier han opsøgte - det smukke i hans by. Dete er blandt andet tilfældet med digtet: "en sidste tur gennem Byen fra digtsamlingen Storbyblues (1977)

En sidste tur gennem byen

Generelt om Dan Turèlls digte kan det siges at den i høj grad handler om det der sker inde i hovedet på ham og ofte med en pålagt vinkel i forhold til hvad han kunne eller gerne ville gøre. Han mente at sproget var et instrument, altså et værktøj til at sprede den følelse han havde.
Dette var hvad der ville komme til at være kendetegnende for hans rent skriftlige atypiskhed. Disse forhold er godt repræsenterede i hans digt : "En sidste tur gennem byen" fra Storby blues 1971.
Hans atypiske, alternative og personlige sprogbrug illustreres, allerede ved første øjekast, ved at mange af versene begynder med "og..." han bruger dermed sproget til at illustrere hvad han gerne vil gøre på hans sidste tur gennem sin sin by, altså de indtryk af København som han giver os gennem digtet. Digtets komposition er rodet som en tankestrøm af impulsiv karakter. Der forekommer ikke rim i digtet, og rent strofisk forekommer der heller ingen reel struktur/symetri. At skriftmodernismen ingen regler for digtningen sætter op, illustreres altså meget vel i dette digt.
Dan Turèll illustrerer gennem digtet hvordan han som digtets jeg tager sproget i brug som det instrument han så det som - det virkemiddel han kunne forme i præcise formationer ud fra sine følelser og tanker. Dette bidrager også til den intensitet som digtets jeg tillæger handlingen. Dan Turèll elskede byen og alle dens instanser og den måde hvorpå han remser op af de ting han gerne vil nå på denne sidste tur, den måde han gennem sproget skaber subjektive sanseindtryk som vi får del i, viser hvordan han lader det han ønsker udtryk blive udtrykt gennem en alternativ, sjov og legende sprogbrug som hele tiden føre os hastigt videre, men lader os opfange de vigtige detaljer, både på grund af den fart han inddæmmer i sproget, men også gennem alle de mange sanseindtryk som guider os rundt i hans København:
"jeg vil gå ind over Hovedbanegården
jeg vil passere den i gråt lys og den vil være lettere sløret
den vil som altid ligne en gammel tårestribet film
den vil skære i hjertet som den altid gør
de sædvanlige sprittere vil side der og vente på ingenting
de unge blaffere vil stå der med deres rygsække og deres mælkekartoner"
Det er den synsvinkel digtets jeg har som vises. Vi ser det digtets jeg beskriver, og forstår at det er præcis dette han elsker ved Hovedbanegården. Dens råhed og dens sædvanlige elementer som sprittere og blaffere.

Den fascination som digtets jeg har overfor København skal forstås som, og vises ved, den måde disse elementer beskrives på. Og sproget benyttes til at beskrive den følelse det vækker i digtets jeg når dette går gennem byen. Den måde sproget formes på som virkemiddel bliver altså det billede vi får af den by som er en fryd for det subjekt som digtets jeg er.

Ekspressionisme

Ekspressionismen er en kunstart der ligger stor vægt på intensiteten i udtryk. Kunsten koncentrerer sig således om udtrykssiden. Når noget er ekspressionistisk er voldsomt udtryksfuldt. Det er det inden i sig selv man giver udtryk for, ved hjælp af ydre motiver. Man prøver ikke at beskrive verden sådan som den er. Fordi man bliver mere og mere i tvivl om hvad verden egentligt er. I den ustabile verden er individet stillet alene med sine oplevelser og verden bliver subjektiv.
Kunstarten ekspressionisme strakte sig fra starten af 1900-tallet til cirka en fjerdedel inde i det nye årtusinde. Betegnelsen har sin oprindelse i malerkunsten men blev hurtigt overførte til litteraturen, og drama, musik og film. Ekspressionismen er præget af det nye verdensbillede, som tegnede sig efter 1900 med blandt andet Albert Einsteins relativitetsteori og Sigmund Freunds forskning i underbevidstheden. Der er ofte et moment af panik og rædsel i den ekspressionistiske kunst. ¨

Tom Kristensen
(4. august 1893-2. juni 1974)

Tom Kristensen er en af de største ekspressionistiske forfattere. Han er først i London, men er opvokset i København i et arbejderklassemiljø.  Han er kendt for hans sine digte og romaner, og han også skrevet en del noveller. Tom Kristensen var i en længere periode af hans forfatterskab anmelder for Politiken. Han debuterede i 1920 med bogen fribytterdrømme. Ofte er Tom Kristensen blevet betegnet som ”angstens digter”, da han skriver om hans frygt, kaos, krig og kvinder. Han var dog samtidig humoristisk og legende i hans digte. Angsten handlede nemlig ikke kun om traumatiske oplevelser, men også om angsten som udfordring og inspiration.

Heretica-modernismen

Heretica-modernisme (år 1950-1960)

Betegnelsen stammer fra tidsskriftet Heretica (kætteri). Fælles for heretica-forfattererne var fornemmelsen af, at mennesket havde mistet kontakten med eksistensen og følelserne. Mennesket var blevet fremmed overfor sig selv og egne følelser, og hereticanerne stræbte efter at genetablere forbindelsen til det irrationelle. Heri var de beslægtede med romantikerne og symbolisterne. Deres lyrik har et alvorligt, til tider højtideligt præg. Den lægger vægt på religiøse og virkelighedsfjerne værdier. I digte og prosa tematiseres grundlæggende eksistentielle spørgsmål, bl.a. forholdet mellem det onde og det gode.   

De typiske genrer er modernistiske digte, eksistentielle noveller og romaner.

Heretica-modernismen bliver også omtalt som modernismens 1. fase.

Til at repræsentere heretica-modernismen, har vi beskæftigede os med Martin A. Hansen og Karen Blixen, men også følgende forfattere går under heretica-modernismen: Ole Wivel, Ole Sarvig og Erik Knudsen.

Martin A. Hansen (1909-1955)

Martin A. Hansen (1909-55) blev født som husmandssøn i Strøby ved Køge. Han blev én af de vigtigste personer i efterkrigstidens åndsliv, og hans bøger vækker hjernen og kalder på eftertanke. Hvis man vil læse noget, der virkelig er udfordrende, skal man læse hans værker. Ikke fordi de er svært tilgængelige eller akademisk spidsfindige, men fordi de rækker udover deres egen samtid og får én til at reflekterer over sig selv som menneske

Krigen og sprogetDet vil dog være forkert at opfatte Martin A. Hansen som bagudskuende og antikveret. Hans holdninger til både trosspørgsmålet og gammellivet var affødt af hans samtid. Han skrev primært under og efter 2. Verdenskrig – en krig hvor han selv deltog aktivt i modstandsbevægelsen og var fortaler for stikkerlikvideringerne. Efter krigen måtte han erkende, at der var faldne blandt de folk, der havde ageret på hans opfordring, og at disse derfor aldrig nåede at opleve den kollektive overtagelse af ansvaret for stikkerlikvideringerne. Skyldfølelsen over dette er måske baggrunden for, at hans romaner netop i høj grad fokuserer på spørgsmålet om skyld og ansvar. Bøgerne har primært fokus på den intellektuelles og forfatterens ansvar. Både i Løgneren og Lykkelige Kristoffer (1945) er jeg-fortælleren kendetegnet ved at have ordet i sin magt, og dermed også magten til at påvirke og manipulere omgivelserne i positiv eller negativ retning. En magt Martin A. Hansen selv havde gjort brug af i sin opfordring til stikkerlikvideringer. Således er et af de spørgsmål romanerne kredser om, hvorvidt en sådan intellektuel magt også efterlader personen med et ansvar.

I forlængelse af oplevelserne under krigen mente Martin A. Hansen, tillige med de fleste andre hereticanere, at de forskellige moderne ideologier havde spillet fallit. Et af de vigtigste kritikpunkter var sproget – både propagandaens ensporede udgydelser, det tekniske instrumentelle sprog, og nyhedsmediernes sensationsprægede overskrifter. Således havde Martin A. Hansens patos et antiautoritært sigte. Det fungerede som bevidst modsprog til magtens sprog og blev i sin samtid læst som sådan. Da nye generationer, som ikke huskede krigen og den umiddelbare efterkrigstid, kom til, forsvandt forståelsen for det antiautoritære i Martin A. Hansens sprog, og det blev opfattet som gammeldags og opstyltet.

Modernisme og eftertænksomhed
Selvom eftertiden har kaldt Martin A. Hansens sprog for gammeldags, mener jeg, at hans sprog stadig er værd at bemærke - også selvom det ikke mere læses som et korrektiv til magten. Hans sprog har noget poetisk og magisk over sig, der minder om de gamle kvad og bibeltekster. Hans natur- og miljøbeskrivelser er lyriske og indeholder store dybder og mangfoldige lag, som det stadig er værd at undersøge.

Heller ikke selve værkerne er blevet forældede. Selvom konfrontationsmodernisterne ikke havde meget til overs for Martin A. Hansen og mente, at han stod i modsætning til modernismen, har hans forfatterskab mange træk til fælles med netop modernismen. Han var inspireret af en af de første store modernister – T.S. Eliot, der ligesom han selv, formåede at gøre dét, som konfrontationsmodernisterne anså for umuligt – at være kristen og modernist på samme tid. Ligesom T.S. Eliot, tematiserede Martin A. Hansen det meningstab, der dominerede verden efter de store politiske ideologier havde spillet fallit, og forsøgte at sætte en anden orden i stedet. I hans måske mest modernistiske værk "Midsommerfesten" fra Tornebusken (1946) kommer samtidens splittelse til syne i eksperimenterende fortællemåder, der sprænger efterkrigstidens dominerende episke former. Fortællingen gør op med de realistiske konventioner og fungerer på et nyt og anderledes metatekstligt niveau, hvor forfatteren taler direkte med sin læser. "Midsommerfesten" fik stor betydning for den senere prosamodernisme, ligesom Løgneren inspirerede Per Højholt til hans dagbogsroman 6512 (1969).

Selvom Konfrontationsmodernisterne satte Martin A. Hansens uden for det gode selskab, blev han alligevel en inspiration for eftertiden og er det den dag i dag. Hans værker kan stadig tilbyde læseren en udviklende oplevelse. Når man har læst ham, sidder man tilbage og tænker, ikke nødvendigvis over de ting, der foregår i verden omkring en, men på sig selv som individ. Han giver muligheden for at genkende sig selv i hans personer – også de knap så gode sider, og han motiverer til at reflektere over egne valg og eget ansvar uden at komme med moralske pegefinger. Den usikkerhed, der præger de fleste af Martin A. Hansens værker, er en styrke, når det handler om at skildre menneskets forhold til sig selv, fordi individportrætterne aldrig bliver flade eller gennemskuelige.

Symbolisme

Symbolismen har hentet meget af sin inspiration i 1850’ernes moderne franske lyrik. Ved den litterære, maleriske og skulpturelle del af symbolismen er kendetegnet det antirealistiske og antinaturalistisk aspekt. Essensen i det er, at kunstneren ikke bevidst mimer virkeligheden, men derimod selve forestillingen om den. Vi bevæger os altså op på et mere reflekterende niveau. Derfor er ismens gennembrud også kendt som det sjælelige gennembrud, der ”undersøger” sjælen. 

Sophus Claussen regnes for den første danske digter, der har indført symbolismen i den danske litteratur. Det var den manglende fantasi og refleksion, Sophus Claussen savnede i tidens realisme og naturalisme, hvilket fik ham til at gøre op med disse udbredte genrer. Ved disse genrer var det nemlig karakteristisk, at der blev givet meget direkte sanseindtryk og klare begreber, hvilket ikke fik læseren til at tænke videre over tingene, mens symbolismen i højere grad benytter sig af billeder og symboler, der får læseren til at reflektere og stille spørgsmålstegn til teksten. 

Sjælens betydning, samt symbolismens karakteristiske sanseindtryk og billeder, kommer tydeligt til udtryk i Sophus Clausens digt Ekbátana fra 1895. Digtet fortælles af en jeg-fortæller, der meget muligt kunne være Sophus Clausen selv, da digtet netop kan ses som en kritik på det manglende fokus på sjælen og livets "vellyst". Denne jeg-fortæller fortæller om en oplevelse med en drøm, han har haft, hvilket giver digtet en tone, der kunne være karakteristisk ved en forelskelse. Drømmen sammenlignes med solnedgangen i Ekbátana, roser og hele mellemøstens eksotiske charme. Vi har altså at gøre med drømme og sanseindtryk.


Selve sproget bærer også præg af noget drømmende og eventyrligt, i og med det er forholdsvist formelt skrevet, som det ses i følgende eksempler: "... da mit Hjærte i Kim" (strofe 1, vers 1) og "En Spotter gav mig med Lærdom at ane..." (strofe 2, vers 1). Generelt er der endvidere et stort brug af billedlige udtryk. Vi har sammenligninger: ”Et Rim så smukt som i Ekbátana” (strofe 1, vers 2) og ”Verden var dyb … som blødte den yppigste Oldtid endda” (strofe 5, vers 3), en personificering: ”svimlende mure” (strofe 3, vers 2) og endelig en metafor: ”Men Rosen… al Livets vellyst” (strofe 8, vers 1). Læseren skal altså tænke sig om, for at forstå sammenhængen i digtet. Der lægges op til læserfortolkning. Vigtigheden i drømmelandet, Ekbátana, fastslås ved gentagelse af ”Ekbátana” i alle strofernes sidste og fjerde vers.

Forfatteren, Sophus Clausen, bearbejder altså en række temaer ved hjælp af beskrivelsen af drømme, sanser og smukke billeder. Selve temaet, eller det, han ønsker at sige med dette digt, kan endelig ses som en kritik af, at folk mangler fokus på drømme og sjælens betydning. Trækker man denne fortolkning længere ud, kan man også vælge at se på det som en kritik af datidens forfattere, der netop havde fokus på realisme og samtidig tog afstand til det sjælelige og åndelige. Kigger vi på nedenstående strofer, kommer denne fortolkning tydeligt til udtryk:

Men Folkets Sæder? den stoltes Bedrift? hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra? En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift paa dit Dronningelegem - Ekbátana. 

Men Rosen, de dyreste, verden har drømt, al Livets Vellyst - hvad var den da? Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømt ved en kongelig Fest i Ekbátana.

I den første ovenstående strofe møder vi altså en kritik af ”folket”, der kun fremstiller ”Rædsel og Vanvid i Kileskrift”, og hermed en efterlysning af noget nyt – som her kunne være fokus på sjælen. I den sidste strofe (som i digtet er strofe 8) ser vi, hvordan fortælleren anser billedet af rosen, som her skal forestille at være livets vellyst, som noget der kun er blevet givet på skrømt – altså ikke noget der i virkeligheden er til stede eller virkeligt. I den sidste strofe i digtet ser vi, hvordan fortæller forhøjer sig selv over mængden: ”Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt en dybere Lykke, end nogen har tømt.” (strofe 9, vers 1). Fortælleren, eller Sophus Clausen, hævder altså at have kendskab til noget dybere og mere værdifuldt, end den almene realist, ville have

Ikke-realismer

”Der er så mange derude, der ikke aner en skid om ikke-realismer” - Mads Snehøj Holm


Ovenstående er et citat, udtalt af vores dansklærer, der uden lige var frustreret over vores manglende viden på isme-området. Derfor vil vi nu, til ære for vores dansklærer, Mads Snehøj Holm, sammenfatte en række gyldne indlæg om de sidste 100 års ismer, der kan oplyse de litterære retninger. Vi håber også, at DU kan få noget ud af det!