Betegnelsen stammer fra tidsskriftet Heretica (kætteri). Fælles for heretica-forfattererne var fornemmelsen af, at mennesket havde mistet kontakten med eksistensen og følelserne. Mennesket var blevet fremmed overfor sig selv og egne følelser, og hereticanerne stræbte efter at genetablere forbindelsen til det irrationelle. Heri var de beslægtede med romantikerne og symbolisterne. Deres lyrik har et alvorligt, til tider højtideligt præg. Den lægger vægt på religiøse og virkelighedsfjerne værdier. I digte og prosa tematiseres grundlæggende eksistentielle spørgsmål, bl.a. forholdet mellem det onde og det gode.
De typiske genrer er modernistiske digte, eksistentielle noveller og romaner.
Heretica-modernismen bliver også omtalt som modernismens 1. fase.
Til at repræsentere heretica-modernismen, har vi beskæftigede os med Martin A. Hansen og Karen Blixen, men også følgende forfattere går under heretica-modernismen: Ole Wivel, Ole Sarvig og Erik Knudsen.
Martin A. Hansen (1909-1955)
Martin A. Hansen (1909-55) blev født som husmandssøn i Strøby ved Køge. Han blev én af de vigtigste personer i efterkrigstidens åndsliv, og hans bøger vækker hjernen og kalder på eftertanke. Hvis man vil læse noget, der virkelig er udfordrende, skal man læse hans værker. Ikke fordi de er svært tilgængelige eller akademisk spidsfindige, men fordi de rækker udover deres egen samtid og får én til at reflekterer over sig selv som menneske
Krigen og sprogetDet vil dog være forkert at opfatte Martin A. Hansen som bagudskuende og antikveret. Hans holdninger til både trosspørgsmålet og gammellivet var affødt af hans samtid. Han skrev primært under og efter 2. Verdenskrig – en krig hvor han selv deltog aktivt i modstandsbevægelsen og var fortaler for stikkerlikvideringerne. Efter krigen måtte han erkende, at der var faldne blandt de folk, der havde ageret på hans opfordring, og at disse derfor aldrig nåede at opleve den kollektive overtagelse af ansvaret for stikkerlikvideringerne. Skyldfølelsen over dette er måske baggrunden for, at hans romaner netop i høj grad fokuserer på spørgsmålet om skyld og ansvar. Bøgerne har primært fokus på den intellektuelles og forfatterens ansvar. Både i Løgneren og Lykkelige Kristoffer (1945) er jeg-fortælleren kendetegnet ved at have ordet i sin magt, og dermed også magten til at påvirke og manipulere omgivelserne i positiv eller negativ retning. En magt Martin A. Hansen selv havde gjort brug af i sin opfordring til stikkerlikvideringer. Således er et af de spørgsmål romanerne kredser om, hvorvidt en sådan intellektuel magt også efterlader personen med et ansvar.
I forlængelse af oplevelserne under krigen mente Martin A. Hansen, tillige med de fleste andre hereticanere, at de forskellige moderne ideologier havde spillet fallit. Et af de vigtigste kritikpunkter var sproget – både propagandaens ensporede udgydelser, det tekniske instrumentelle sprog, og nyhedsmediernes sensationsprægede overskrifter. Således havde Martin A. Hansens patos et antiautoritært sigte. Det fungerede som bevidst modsprog til magtens sprog og blev i sin samtid læst som sådan. Da nye generationer, som ikke huskede krigen og den umiddelbare efterkrigstid, kom til, forsvandt forståelsen for det antiautoritære i Martin A. Hansens sprog, og det blev opfattet som gammeldags og opstyltet.
Modernisme og eftertænksomhed
Selvom eftertiden har kaldt Martin A. Hansens sprog for gammeldags, mener jeg, at hans sprog stadig er værd at bemærke - også selvom det ikke mere læses som et korrektiv til magten. Hans sprog har noget poetisk og magisk over sig, der minder om de gamle kvad og bibeltekster. Hans natur- og miljøbeskrivelser er lyriske og indeholder store dybder og mangfoldige lag, som det stadig er værd at undersøge.
Heller ikke selve værkerne er blevet forældede. Selvom konfrontationsmodernisterne ikke havde meget til overs for Martin A. Hansen og mente, at han stod i modsætning til modernismen, har hans forfatterskab mange træk til fælles med netop modernismen. Han var inspireret af en af de første store modernister – T.S. Eliot, der ligesom han selv, formåede at gøre dét, som konfrontationsmodernisterne anså for umuligt – at være kristen og modernist på samme tid. Ligesom T.S. Eliot, tematiserede Martin A. Hansen det meningstab, der dominerede verden efter de store politiske ideologier havde spillet fallit, og forsøgte at sætte en anden orden i stedet. I hans måske mest modernistiske værk "Midsommerfesten" fra Tornebusken (1946) kommer samtidens splittelse til syne i eksperimenterende fortællemåder, der sprænger efterkrigstidens dominerende episke former. Fortællingen gør op med de realistiske konventioner og fungerer på et nyt og anderledes metatekstligt niveau, hvor forfatteren taler direkte med sin læser. "Midsommerfesten" fik stor betydning for den senere prosamodernisme, ligesom Løgneren inspirerede Per Højholt til hans dagbogsroman 6512 (1969).
Selvom Konfrontationsmodernisterne satte Martin A. Hansens uden for det gode selskab, blev han alligevel en inspiration for eftertiden og er det den dag i dag. Hans værker kan stadig tilbyde læseren en udviklende oplevelse. Når man har læst ham, sidder man tilbage og tænker, ikke nødvendigvis over de ting, der foregår i verden omkring en, men på sig selv som individ. Han giver muligheden for at genkende sig selv i hans personer – også de knap så gode sider, og han motiverer til at reflektere over egne valg og eget ansvar uden at komme med moralske pegefinger. Den usikkerhed, der præger de fleste af Martin A. Hansens værker, er en styrke, når det handler om at skildre menneskets forhold til sig selv, fordi individportrætterne aldrig bliver flade eller gennemskuelige.
Martin A. Hansen (1909-55) blev født som husmandssøn i Strøby ved Køge. Han blev én af de vigtigste personer i efterkrigstidens åndsliv, og hans bøger vækker hjernen og kalder på eftertanke. Hvis man vil læse noget, der virkelig er udfordrende, skal man læse hans værker. Ikke fordi de er svært tilgængelige eller akademisk spidsfindige, men fordi de rækker udover deres egen samtid og får én til at reflekterer over sig selv som menneske
Krigen og sprogetDet vil dog være forkert at opfatte Martin A. Hansen som bagudskuende og antikveret. Hans holdninger til både trosspørgsmålet og gammellivet var affødt af hans samtid. Han skrev primært under og efter 2. Verdenskrig – en krig hvor han selv deltog aktivt i modstandsbevægelsen og var fortaler for stikkerlikvideringerne. Efter krigen måtte han erkende, at der var faldne blandt de folk, der havde ageret på hans opfordring, og at disse derfor aldrig nåede at opleve den kollektive overtagelse af ansvaret for stikkerlikvideringerne. Skyldfølelsen over dette er måske baggrunden for, at hans romaner netop i høj grad fokuserer på spørgsmålet om skyld og ansvar. Bøgerne har primært fokus på den intellektuelles og forfatterens ansvar. Både i Løgneren og Lykkelige Kristoffer (1945) er jeg-fortælleren kendetegnet ved at have ordet i sin magt, og dermed også magten til at påvirke og manipulere omgivelserne i positiv eller negativ retning. En magt Martin A. Hansen selv havde gjort brug af i sin opfordring til stikkerlikvideringer. Således er et af de spørgsmål romanerne kredser om, hvorvidt en sådan intellektuel magt også efterlader personen med et ansvar.
I forlængelse af oplevelserne under krigen mente Martin A. Hansen, tillige med de fleste andre hereticanere, at de forskellige moderne ideologier havde spillet fallit. Et af de vigtigste kritikpunkter var sproget – både propagandaens ensporede udgydelser, det tekniske instrumentelle sprog, og nyhedsmediernes sensationsprægede overskrifter. Således havde Martin A. Hansens patos et antiautoritært sigte. Det fungerede som bevidst modsprog til magtens sprog og blev i sin samtid læst som sådan. Da nye generationer, som ikke huskede krigen og den umiddelbare efterkrigstid, kom til, forsvandt forståelsen for det antiautoritære i Martin A. Hansens sprog, og det blev opfattet som gammeldags og opstyltet.
Modernisme og eftertænksomhed
Selvom eftertiden har kaldt Martin A. Hansens sprog for gammeldags, mener jeg, at hans sprog stadig er værd at bemærke - også selvom det ikke mere læses som et korrektiv til magten. Hans sprog har noget poetisk og magisk over sig, der minder om de gamle kvad og bibeltekster. Hans natur- og miljøbeskrivelser er lyriske og indeholder store dybder og mangfoldige lag, som det stadig er værd at undersøge.
Heller ikke selve værkerne er blevet forældede. Selvom konfrontationsmodernisterne ikke havde meget til overs for Martin A. Hansen og mente, at han stod i modsætning til modernismen, har hans forfatterskab mange træk til fælles med netop modernismen. Han var inspireret af en af de første store modernister – T.S. Eliot, der ligesom han selv, formåede at gøre dét, som konfrontationsmodernisterne anså for umuligt – at være kristen og modernist på samme tid. Ligesom T.S. Eliot, tematiserede Martin A. Hansen det meningstab, der dominerede verden efter de store politiske ideologier havde spillet fallit, og forsøgte at sætte en anden orden i stedet. I hans måske mest modernistiske værk "Midsommerfesten" fra Tornebusken (1946) kommer samtidens splittelse til syne i eksperimenterende fortællemåder, der sprænger efterkrigstidens dominerende episke former. Fortællingen gør op med de realistiske konventioner og fungerer på et nyt og anderledes metatekstligt niveau, hvor forfatteren taler direkte med sin læser. "Midsommerfesten" fik stor betydning for den senere prosamodernisme, ligesom Løgneren inspirerede Per Højholt til hans dagbogsroman 6512 (1969).
Selvom Konfrontationsmodernisterne satte Martin A. Hansens uden for det gode selskab, blev han alligevel en inspiration for eftertiden og er det den dag i dag. Hans værker kan stadig tilbyde læseren en udviklende oplevelse. Når man har læst ham, sidder man tilbage og tænker, ikke nødvendigvis over de ting, der foregår i verden omkring en, men på sig selv som individ. Han giver muligheden for at genkende sig selv i hans personer – også de knap så gode sider, og han motiverer til at reflektere over egne valg og eget ansvar uden at komme med moralske pegefinger. Den usikkerhed, der præger de fleste af Martin A. Hansens værker, er en styrke, når det handler om at skildre menneskets forhold til sig selv, fordi individportrætterne aldrig bliver flade eller gennemskuelige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar