Symbolisme

Symbolismen har hentet meget af sin inspiration i 1850’ernes moderne franske lyrik. Ved den litterære, maleriske og skulpturelle del af symbolismen er kendetegnet det antirealistiske og antinaturalistisk aspekt. Essensen i det er, at kunstneren ikke bevidst mimer virkeligheden, men derimod selve forestillingen om den. Vi bevæger os altså op på et mere reflekterende niveau. Derfor er ismens gennembrud også kendt som det sjælelige gennembrud, der ”undersøger” sjælen. 

Sophus Claussen regnes for den første danske digter, der har indført symbolismen i den danske litteratur. Det var den manglende fantasi og refleksion, Sophus Claussen savnede i tidens realisme og naturalisme, hvilket fik ham til at gøre op med disse udbredte genrer. Ved disse genrer var det nemlig karakteristisk, at der blev givet meget direkte sanseindtryk og klare begreber, hvilket ikke fik læseren til at tænke videre over tingene, mens symbolismen i højere grad benytter sig af billeder og symboler, der får læseren til at reflektere og stille spørgsmålstegn til teksten. 

Sjælens betydning, samt symbolismens karakteristiske sanseindtryk og billeder, kommer tydeligt til udtryk i Sophus Clausens digt Ekbátana fra 1895. Digtet fortælles af en jeg-fortæller, der meget muligt kunne være Sophus Clausen selv, da digtet netop kan ses som en kritik på det manglende fokus på sjælen og livets "vellyst". Denne jeg-fortæller fortæller om en oplevelse med en drøm, han har haft, hvilket giver digtet en tone, der kunne være karakteristisk ved en forelskelse. Drømmen sammenlignes med solnedgangen i Ekbátana, roser og hele mellemøstens eksotiske charme. Vi har altså at gøre med drømme og sanseindtryk.


Selve sproget bærer også præg af noget drømmende og eventyrligt, i og med det er forholdsvist formelt skrevet, som det ses i følgende eksempler: "... da mit Hjærte i Kim" (strofe 1, vers 1) og "En Spotter gav mig med Lærdom at ane..." (strofe 2, vers 1). Generelt er der endvidere et stort brug af billedlige udtryk. Vi har sammenligninger: ”Et Rim så smukt som i Ekbátana” (strofe 1, vers 2) og ”Verden var dyb … som blødte den yppigste Oldtid endda” (strofe 5, vers 3), en personificering: ”svimlende mure” (strofe 3, vers 2) og endelig en metafor: ”Men Rosen… al Livets vellyst” (strofe 8, vers 1). Læseren skal altså tænke sig om, for at forstå sammenhængen i digtet. Der lægges op til læserfortolkning. Vigtigheden i drømmelandet, Ekbátana, fastslås ved gentagelse af ”Ekbátana” i alle strofernes sidste og fjerde vers.

Forfatteren, Sophus Clausen, bearbejder altså en række temaer ved hjælp af beskrivelsen af drømme, sanser og smukke billeder. Selve temaet, eller det, han ønsker at sige med dette digt, kan endelig ses som en kritik af, at folk mangler fokus på drømme og sjælens betydning. Trækker man denne fortolkning længere ud, kan man også vælge at se på det som en kritik af datidens forfattere, der netop havde fokus på realisme og samtidig tog afstand til det sjælelige og åndelige. Kigger vi på nedenstående strofer, kommer denne fortolkning tydeligt til udtryk:

Men Folkets Sæder? den stoltes Bedrift? hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra? En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift paa dit Dronningelegem - Ekbátana. 

Men Rosen, de dyreste, verden har drømt, al Livets Vellyst - hvad var den da? Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømt ved en kongelig Fest i Ekbátana.

I den første ovenstående strofe møder vi altså en kritik af ”folket”, der kun fremstiller ”Rædsel og Vanvid i Kileskrift”, og hermed en efterlysning af noget nyt – som her kunne være fokus på sjælen. I den sidste strofe (som i digtet er strofe 8) ser vi, hvordan fortælleren anser billedet af rosen, som her skal forestille at være livets vellyst, som noget der kun er blevet givet på skrømt – altså ikke noget der i virkeligheden er til stede eller virkeligt. I den sidste strofe i digtet ser vi, hvordan fortæller forhøjer sig selv over mængden: ”Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt en dybere Lykke, end nogen har tømt.” (strofe 9, vers 1). Fortælleren, eller Sophus Clausen, hævder altså at have kendskab til noget dybere og mere værdifuldt, end den almene realist, ville have